Intet nyt på det område
I Ballerup har kredsen eller TR igennem årene indgået aftaler om løn- og arbejdsvilkår på lærernes vegne med Ballerup Kommune eller skoleledelsen, og sådan bliver det ved med at være. Heri ligger også aftaler om vilkår for opgaver – er der sammenhæng mellem opgavens indhold og resursen? Kan der indgås en akkord?Ledelsen og lærerne drøfter derimod arbejdets tilrettelæggelse i dagligdagen, og TR er med i det omfang, det er nødvendigt.
Denne arbejdsdeling er et meget stort ønske fra lærerne og har fungeret fint i mange år, hvilket er fremført i forhandlingerne fra vores side.
Temaet har været drøftet flere gange i forhandlingerne. Der har ikke fra Ballerup Kommunes side været fremført ønsker om at ændre på denne klassiske Ballerup-løsning.
Der er enighed om, at kredsen drøfter det kommende skoleår på et tidligt tidspunkt med Ballerup Kommune, og at skoleledelsen har et løbende samarbejde med TR, hvor aftaler om akkorder kan indgå på et tidligt tidspunkt.
I indledningen til aftalen kan man læse: Der er enighed om at styrke det løbende samarbejde mellem Ballerup Kommune og Ballerup Lærerforening og mellem skoleledelserne og tillidsrepræsentanterne, bl.a. ved at understøtte implementeringen af aftalen og aftale vilkår for arbejdets udførelse.


