Så kom vi i gang med forhandlingerne om en ny lokal arbejdstidsaftale, som jeg omtalte i Netop Nu i oktober.
Vi har foreløbig holdt to møder med Ballerup kommune.
På det første møde deltog fra Ballerup Kommune udviklingsdirektør Dorrit Christensen, skolechef Bjarke Huss og afdelingsleder Henning Jensen. På dette møde aftalte vi det videre forhandlingsforløb herunder en længere møderække frem til februar.
På de fremtidige forhandlingsmøder foregår forhandlingerne mellem Bjarke Huss, Henning Jensen samt Niels og jeg fra BLF.
På det andet forhandlingsmøde drøftede vi hvilke intentioner, der ligger i arbejdstidsaftalen .
Hvad betyder det, når der i aftalen står, at læreren skal have ansvaret for professionelle at løse den samlede undervisningsopgave.
Hvad betyder det, når der i 2008 aftalen står, at lederen skal have ansvaret for at udvise klar og tydelig ledelse og kunne sætte mål og give retning for lærerens arbejde. Hvilket ledelsessyn ligger der i dette og hvad betyder det i praksis.
Vi drøftede også skoleårets planlægning, herunder hvilke områder der skulle aftales kommunalt, og hvilke der skulle aftales på skolen. I Ballerup har vi jo en årelang tradition for, at det ikke er den enkelte lærer, der indgår aftaler om sin arbejdstid. Hvordan forenes denne kultur med den nye aftale. Endvidere drøftede vi sammenhængen mellem en ny aftale om arbejdstid og en ny lønaftale.
I 2008 aftalen er der en række tillæg der bortfalder og denne lønsum skal lærerne selvfølgelig have på en anden måde.
De to forhandlingsmøder er foregået i en positiv og konstruktiv atmosfære og der er fra begge parter signaleret et ønske om at få lavet en arbejdstidsaftale, med et større pædagogisk råderum og mindre bureaukrati.
I vil løbende blive orienteret om forhandlingerne.
I kommunens hovedudvalg er arbejdet med revisionen af kommunens personalepolitikker netop færdiggjort. Der er vedtaget en række retningslinjer i hovedudvalget om følgende områder:
• AIDS
• Arbejdsmiljøpolitik
• Kompetenceudvikling
• Rekrutteringspolitik
• Rusmiddelpolitik
• Seniorpolitik
• Stresspolitik
• Sundhed
• Sygefraværspolitikken (bilagene er kommunens beslutning)
• Vold og trusler
• Generelle ansættelsesvilkår
Endvidere er der truffet en beslutninger i kommunen– kommunalbestyrelse eller direktion - om en række andre områder efter drøftelse i diverse fora. De drejer sig om følgende områder.
• Ledelsespolitik
• Ligestillingspolitik
• Lønpolitik
• Personalegoder
• Politik vedr. nære relationer
• Røgfri miljøer
Disse nyreviderede personalepolitikker udsendes i mapper til alle repræsentanterne i MED udvalgene. Endvidere findes politikkerne på Giraffen.
(Vi arbejder fortsat ihærdigt med at få gjort Giraffen til et fælles redskab for alle medarbejdere og ikke som i dag, hvor en række medarbejdere på de decentrale institutioner ikke har de samme muligheder for at bruge Giraffen, som medarbejdere på rådhuset.)
Der er en række positive tiltag i personalepolitikkerne, som alle medarbejdere bør kende til og generelt vil der være områder af interesse for alle medarbejdere.
Hvad enten man har alderen til at seniorpolitik er interessant – ønsker at gå på orlov – skal have tjenestefri – vil gøre brug af sundhedsordningerne – bliver udsat for vold eller trusler – har fået stress eller er sygemeldt– vil stoppe med at ryge – skal deltage i ansættelse af nye medarbejdere - osv. osv.
Der er noget af interesse for alle.
Derfor drøfter vi også i kredsen, hvordan vi kan bidrage til at øge informationen på skolerne om indholdet af personalepolitikkerne.
Vi ses til medlemskurset!
Venlig hilsen
John Jensen
Direkte link til denne side: www.kreds21.dk/side+21/netop+nu/november+2008
Side 21
X
E-mail denne side


